ChristianWinther_III

— 322 — En rik mustasch, en ådelt skuren profil, men blicken litet matt; bredskyggig, martialisk buren på lockig hjåssa hatten satt. Min skald? Han dår, som jag ser vandra lekamlig midt i folkets strom? Han, idealet framfor andra for mangen hemlig sångardrom? Hans rytmer for mitt ora susat från forstå steget på hans o, mit hjårtas alla kållsprång frusat i dagen nyss vid Fureso. „Professor W inther!“ ropte vånnen, och nåsta stund med kind i brand stod blyg den unge åmnessvennen och tryckte gamle måstarns hand.

B e u n d r a n s v a r m e i m it o g a v is s t ta lte m e s t, t y o r d e t tr o t. Fast vi den gangen sade fogaj ett stadigt band minuten knot.

Siden mødtes de blandt andre Steder ved Sommertide 1863 paa „Lappen“ ved Helsingør, hvorfra Snoilsky tog til sit Hjem. Han har havt den Godhed at overlade mig til Afbenyttelse følgende Uddrag af sin Brevvexling med Christian Winther og dennes Hustru, hvilken Sidste herigjennem vil træde mere levende frem end før. Hun skriver: T Lappen d. 12te Sept. 6o. . . Dette stygge Hus, denne Egn, vil altid blive kjært for mig; her sluttede Du Dig til os, her fik Du os lidt kjær; det er en Guds Gave, og om Gaverne siger Goethe, de komme fraoven herned i Deres egne Skikkelser1). Hvor ofte lever man længe, inden man h Se S. 60.