ChristianWinther_III

— 2 2 4 —

til Udbrud, vilde kunne helbredes, og med den Deliriet. Forresten var Deres Gisning om Faderens muelige For­ hold i denne Sag jo ganske velbegrundet i hans Ka­ rakter, end hvilken man ikke kan tænke noget Siettere. I ethvert Tilfælde kan jeg ikke Andet end tro, at Fa- derens Behandling jo har fremkaldt Sønnens beklagelige Tilstand . . . Her fra Stege skrev jeg samme Dag [som jeg fik Deres Brev] til Monrad, bad ham undersøge Tingen og afgjøre Hvad man mueligt burde gribe til. Den" 13de Septbr. skriver Winther atter: „Det var som jeg formodede, og som siden er meldt mig fra Monrad, i Sygdoms Vildelse, at Fyren havde taget sig denne Tur. Dog er jeg slet ikke paa det Rene med, om ikke Fa­ deren har stor Skyld.“ Henri, der nu var 18 Aar gammel, havde juridisk Lov til at træffe Valget mellem Faderen og Moderen, og efter sine egne Ord til mig valgte han det Sidste, fordi hun vilde hjælpe ham frem, medens Faderen vilde hæmme hans Udvikling. Efter mange Aars Forløb gjensaae Moder og Søn nu hinanden. Man kommer til at tænke paa Cecils Møde med Sønnen i „Alfernes Plejesøn“, hvor denne, da han gjensaae sin Moder, godt kunde forstaa, at hun — hun var den Rette1): Den Eneste, han hørte til, den Eneste, hvis Hjærte, hvis Tanke, Taare, Suk og Smil, hvis Glæde og hvis Smerte, hvis Længsel, Stolthed, Haab og Trøst, hvis Drøm og Vaagen ene i) Sml. Digtn. VI, S. 2 0 -2 1 med lidt Forandring iVersenes Rækkefølge.