ChristianWinther_III

— 225 — tilhørte ham i Sorg og Lyst, kun ham, kun ham alene. Han løb i hendes aabne Favn og blev saa ved at kalde paa hende med det ene Navn, det bedste blandt dem alle. Tæt kry stede hun ham til sig, af Fryd hun maatte græde; hun havde aldrig anet slig unævnelig en Glæde.

Ved A lfred Hages Hjælp blev Henri nu anbragt paa Kontor hos Pontoppidan i Hamburg; dertil fulgte hans Moder ham og levede nogle Maaneder sammen med ham derovre, for at lære ham at kjende og støtte ham. — Under alle disse Forhold, der medførte megen Sinds­ bevægelse, kunde Chr. Winther begribeligviis ikke tage fat paa Fortsættelsen af „Hjortens Flugt“. Den 17de Aug. 1855 skriver han1): „Med mit Arbejde staaer det aldeles stille; jeg har siden min Hjemkomst knap seet paa Det, som jeg havde færdigt . . ., og jeg har endnu ikke havt en sindsrolig Time og ikke skrevet een Tøddel. Det bliver nok aldrig færdigt.“ Men, som Rosen lidt efter lidt bryder ud af Tjørnen, bryder Sangen frem af en Digters Smerte, denne Smerte, alle store Mænd have følt som Fostermoderen for deres udødelige Værker. Den 13de Septbr. hedder det: „Det gaaer kun langsomt med „Hjortens Flugt“ ; men det gaaer dog“. Han fuld­ fører den ovre paa Liselund; engang erklærede han til Fru Julie Sødring: „Jeg kan kun digte paa Sjælland eller til Nød paa Møen.“ Usandsynligt er det jo ikke, ]) Breve fra og til C. W., S. 95. N. B e g h : Chr. W inther. III. 15