ChristianWinther_III

— 2 0 5 — er saare godt at være, naar man bare selv er god. Derfor har Julie det ogsaa godt; og, naar jeg bare kan være sikker paa, at hun ikke spadserer engang op ad den skarpe Kant af „Taleren“ og ned igjen, saa troer jeg, at Opholdet her vil være hende meget tjenligt. Hun er ideligt i den friske Luft, spadserer eller sidder og læser og strikker; stundum binder hun ogsaa Næt, hvilken Kunst hun lod sig lære i Humlebæk af en vak­ ker Fiskermand; hun fanger Sommerfugle, plukker vilde Blomster og mader en stor Larve, hvis Forvandling til et højere Liv vi alle Tre længes efter at blive Vidne til. Hun har givet mig en ny Vedbendkrans om Hatten, som Andræ ræsonnerer over; men det bryder jeg mig kun lidt om; jeg gaaer lige frejdigt med den, og den er mig kjærere end de Kranse, man kommer paa Banke- kjød.“ Han vidste vel, at man i gamle Dage helligede Laurbærplanten til Vinguden; man troede nemlig, den var i Besiddelse af kølende Egenskaber, hvorfor den ogsaa modstod Vinens berusende Virkning. Det er der­ for han synger1):

Læg Vedbendranken om min Hat med Dine kjære, kjære Hænder! Den koler lig en Sommernat, naar bankende min Tinding brænder. Af Laurbær har jeg ingen tjent; de er og her tillands saa rare; tidt var det maadelig bevendt med dem, som stolteligt dem bare. Men Vedbend er mit Hjærte kjær, dens mørke, stille Blad ej pranger, den hyggelig og trofast er, den passer netop for Din Sanger.

9 Sml. Digtn. III, S. 217 —18.