ChristianWinther_II

— 298 —

Ak, hvor net og hvor let som et svævende Fnug kan hun neje sig og dreje sig paa Foden saa smuk! Hvor hun stod paa sin Fod, hvor hun gik og hun sprang, var hun nydelig og frydelig som Fløjternes Klang.

Og saa kæk som en Bæk mellem Blomsternes Flok glimter Øjets Blink fornøjet, flink, bag nødbrune Lok.

Hendes Røst er min Trøst midt i Sorgernes Nat — al den Herlighed og Kjærlighed er min søde Skat. Ogsaa følgende to hidtil utrykte Digte har han skrevet til og givet hende1): I.

2911 de J u n i 1837 . Naar Aftenvinden lufter over Lindens Blad og Natviolen dufter i Duggens køle Bad, da synes jeg at hore D it elskelige Navn

gjenlyde for mit øre, og dybt i Hjærtet røre sig Længsel og Savn. r) De ejes af hendes Datter, Fru Professorinde Larpent.