ChristianWinther_II

— 2 9 7 — Skikkelse fængslede ham; hun var høj og slank, havde brune Lokker ned ad Nakken, blaa Øjne og en meget barnlig, sværmerisk og poetisk Natur. Som alle de Kvinder, han hidindtil havde forelsket sig i, var hun ædel og fin. I hendes og Frøkenerne Grams Nær­ værelse erklærede han, at, naar hun blev hans Hustru, skulde hun aldrig gaa klædt i andet Stof end Atlask, dels fordi det i al Almindelighed var det eneste, der passede til en rigtig kvindelig Natur, dels ogsaa, fordi det ganske specielt egnede sig for hendes Skikkelse. Han sagde med Folkevisens Digter:

„Jeg klæder Dig, min Pige, i Silken saa fin, naar kun Du vil være Allerkjæresten min.“ Til hende skrev han Digtet „Min Skat“1):

Hun er sød, hun er blød, hun er smal om sit Liv, hun er bøjelig og føjelig og rank som et Siv. Hendes Kind er saa lind og som Rosens saa varm; hun er nysselig og kysselig paa Mund, Haand og Arm.

i) s mp Digtn. I, S. 200. Det fødtes paa en ret mærkelig Maade: i Frederiksberg Allé spadserede han med Agerskov og for­ talte denne om Sophie Hansen; de prøvede da med Eet paa at gaa i Takt; som de vare midt i denne ø v else, begyndte Winther at deklamere Digtets første Linier ind i Takten; lidt efter blev disse formerede — og snart var hele Digtet til. At han gav Mane Hansen det, veed jeg fra Fru Prosch, f. Gram, til hvem hun viste det. Det er ligeledes Fru P., der har meddelt mig hans Ytring om Marie Hansens tilkommende Dragt.