ChristianWinther_II

— 299 — Du Søde! Jeg vil gjemme hin Rose, spæd og rød, og aldrig skal jeg glemme den Finger, som den brød; velsignet er Dit Øje, Din Mund og Din Haand, som sødt tilsammenføje og om mit Hjærte bøje et fast og helligt Baand. Ak, brat vil Løvet segne, og alle Blomsterskud vil smægte og blegne og snarligt gaa u d ; men Det maa Du erindre og tro mig paa mit Ord, at Blomsten i mit Indre, saalænge Stjærner tindre, skal smukt staa i Flor. II. Jeg og Fuglen.

Du lille, favre Fugl, som hist i Vaarens svale Luftning sidder og gynger paa den grønne Kvist og jubler højt med muntert Kvidder, o, siig, Hvad drager af Dit Bryst de klare Toners Perlerække? Hvad seer Du vel,' som saadan Lyst kan i Dit spæde Hjærte vække? Fuglen: „Jeg seer bag Husets hvide Mur, „hvor Dagen gjennem Ruden falder, „en ung, uskyldig, sød Natur, „en Jomfru i sin Foraarsalder. „Huo sidder i den brune Dragt „og syer med Naalen meget kyndigt; „mit Øje saae — oprigtigt sagt — „paa Jorden Intet mere yndigt.