ChristianWinther_II

— 2 8 7 — — Det var det Almindelige, at man dømte ham strængt og kaldte ham „en upaalidelig Kavaler“, eller Sligt. En af de Faa, der tog hans Parti, var Oehlen- schlæger. Da den unge II. V Kaalund engang sagde til denne, at Chr. Winther var lovlig løs og flagrende i sin Kjærlighed og snart var forelsket i En, snart i en Anden, spilede Oehlenschlæger Næseborene ud, saa de spillede, medens han udbrød: „Hvorfor skulde han ikke have Lov til det? Hvorfor i Alverden skulde han dog ikke have Lov til det ?“ *) — Sophie Hansen hørte til de dygtige og ædle Per­ soner, der kunne tage en Sorg.op og forarbejde den til Næring for en rig og smuk Personlighedsudvikling. Hendes fulde, fine Noblesse kom nu ret til at gjøre sig gjældende. Hun lod sine Venner og Veninder af Chr. Winthers Kres vide, at hun ikke var ulykkelig, dem, at de aldrig vilde tænke paa hende med Bekla­ gelse. Bitter var hun ikke — hun tog tværtimod altid Chr. Winther i Forsvar — og der siges, at den hævede Forbindelse dog ikke sønderrev det Agtelsesbaand, der havde været imellem dem2). Poul Møllers vedblev med at holde stærkt paa hende, og efter den brudte Forlovelse kom hun ofte der. Saa døde han pludse­ ligt; bestyrtet derover gik hun op og bad om at maatte se ham; aldeles uforvarende mødtes da hun og Chr. Winther paa hver sin Side af Kisten; idet de slog øjnene op og saae hinanden ved den fælles Vens Lig, rakte de hinanden Haanden over'dette. Senere, da der i Anledning af Kronprins Frederiks formæling med i) Kaalunds Meddelelse til mig. 2) Stemanns fornævnte Op­ tegnelser.

ogbad