ChristianWinther_II

— 284 — punkt for at vise ham hans hele Uselhed i det klareste Lys og tilsidst afpresse ham Taarer og smertelige Suk. „Hvor elendig, hvor usel maa jeg ikke være“, raabte han og knugede krampagtigt bægge Hænder mod det vaade Ansigt, „hvor foragtelig i Andres Øjne, naar jeg end ikke selv — dog — Hvad nytter nu vel min af­ mægtige Klage? O, dette Kar“ — her lagde han Haanden paa Hjærtet — „er af en altfor slet Masse. Det er intet Bedre værdt end at knuses og kastes blandt andre Skaar. Min stakkels Milla!“ sukkede han bevæge­ ligt, „hun er saa god, hun er saa from — Nej, n ej! Jeg kan ikke udholde den Tanke — — det maa — det skal — — Ak, hvorfor har jeg ikke i Tide med Kraft udrevet mig af saamange Forhold, der have været min Svaghed, standset min Fremstræben! Hvorfor har jeg ikke kastet Blyant og Gravstikke til Helvede og hellere lært at flette Kurve eller høvle Brædder? Min Forfængelighed var bleven brudt, mit Hovmod knækket og jeg selv maaske knust; men hvormeget bedre at sidde skjult for Alles øjne og tilfreds, — hvormeget sødere selv at have Gravhøjen over sig, end at lide denne usigelige Kval. Den bedste Tid er ubenyttet eller misbrugt, Fremtiden ligger for mig som en trøstesløs ørk, der skal gjennemvandres; og, naar jeg saa har slæbt mig træt og mødig — hvad saa?“ 1) Frøken Ross skriver til mig: „Chr. Winther var maaske Den af Alle, der var mindst fornøjet med sig selv. I Kjøbelev Præstegaard havde han været ung, glad og elskværdig; saadan saae jeg ham aldrig i

b Sml. Digtn. IX, S. 122— 24.

I