ChristianWinther_II

283

—

—

der er saa Lidt, som gaaer mig med, og de tusende Sorger, som mig trykke, maa jeg rolig slæbe afsted; thi jeg selv har forspildt min Lykke. Jeg seer i næsten hver en Drøm min Moders fromme Øje og føler hendes Stemme øm sig over mit Hjærte bøje; hun er alvorlig, men ikke vred; i min Arm tør jeg hende ej trykke; hun kjender min Synd, hun veed, at jeg selv har forspildt min Lykke1).

Den 23nde Febr. 1837 skriver han til Agerskov: „En saa fortørret Hjærne, et saa sammenskrumpet Hjærte, som jeg slæber med mig, hvor jeg færdes, kan aldrig mere befrugtes, end ikke af det rigeste Stof“. „Hvormed har jeg fortjent Dit kjærlige Sind imod mig? Jeg kjender mig selv og min Uselhed altfor vel til, at jeg ikke stundum næsten skulde fortvivle, naar jeg ret betænker alt Sligt. Undskyld, at jeg er kommen paa dette Kapitel; men jeg kan forsikre Dig: naar man — som jeg — virkelig føler sig et Intet, efter engang forhen at have troet sig Noget, saa er det en ganske egen Fortvivlelsens Vellyst engang imellem at tale rent ud af Posen (Gaaseposen) derom“ 2). „Han var ofte fuld af Samvittighedsskrupler og Selvbebrejdelser, som formørkede hans Tilværelse“ 3). Det er sig selv i denne Periode, han taler om i „Episode af et Familieliv“, hvor han siger om Kobberstikkeren Felix , der har svigtet sin Elskede, at hans Selvbetragtninger og bitre Selv- tilstaaelser undertiden trængte sig sammen i eet Brænd- J) Sammesteds S. 12. a) Breve fra og til C. W., S. 34. 3) J. F. Gjødwads Ord til mig.