ChristianWinther_II

— 282 — Mit Sind er som en Hede, tom og gold, hvor Tidslen ensom staaer i Stormens Vold. Min Aand er som en Brønd, der før var fuld, men nu er stoppet af det tørre Muld. Af brændte Jord ej nogen Blomst fremgaaer; af tørre Brønd ej Læskedrik man faaer. Een Smerte er mit Bryst, eet Suk min Røst — ej tør man lytte der til Sangens Lyst.

Det Træ, som ej er friskt og sommerglad, kun bærer tørre Kvist og vissent Blad1)-

Det gik ham, som det gaaer Naturen under vulkan­ ske Revolutioner: saa standse tidt dens Kildevæld; Sangens Aare i ham stivnede. Samme Aar hedder det i et andet Digt til Fru Petersen:

Jeg havde før en Have selv, hvor Fantasiens Himmelbue fremlokkede ej Blomster blot, men og Begejstrings stærke Drue;

men Haven er nu plat forødt; thi Storm og sorte Skyer true, saa alle Blomster blegne brat og dukke Hovedet og grue2). Ogsaa følgende Vers fra 1836 ere betegnende for hans daværende Tilstand: Jeg har ingen Smerte i min Sjæl; men jeg har heller ingen Glæde; jeg føler mig hverken ilde eller vel, jeg kan hverken le eller græde; b Sml. Digtn. I S. 275; her afskrevet efter Originalmanuskriptet. 2) „Efterladte Digte“ S. 13.