ChristianWinther_II

— 264 — mig! Strax ved første øjekast forekom det mig heldigt; men, jo oftere jeg saae det, desto mere mislykket fandt jeg det; men jeg udtalte mig ikke ret meget derover; thi jeg troede, at det var en Mangel hos mig; jeg har endnu aldrig seet et Portræt af mine Bekjendte, der var saaledes, som jeg synes, det skulde være. Til Lekture — min bedste og største Glæde efter den at faa Breve — kan jeg kun opofre kort Tid; men jeg er altid godt forsynet — takket være min Svoger K n u d Sidenius og Doktor Aarestrup , . . Børneskrig og ditto Vrøvl kunne undertiden gjøre mig ør, og saadanne eensomme Timer som disse, hvori jeg beskæftiger mig med Dig, ere Rariteter og mig uhyre behagelige. — Nu, kjære Alvilde, kunde jeg efter god gammel Skik slutte med Hilsener til alle Venner; men jeg holder ikke af denne lette Hengliden over Alle, jeg er saa vidtløftig, at jeg nævner hver enkelt Person: Din elskværdige, velsignede Moder først og fremmest, Din Fader, den søde, yndige Thora, hendes wunder­ schöne Mann og Din Onkel Carl ! ! J) Ham er jeg igrunden . . . . Dog, nej, jeg vil cachere mine Følelser. — Tag tiltakke med Dette! Jeg vil bede Dig huske paa, at det har skaffet mig uendelig behagelige Timer, og, da jeg veed, Du er menneskekjærlig, saa overseer Du nok Hvad der skal oversees; det er nemlig: det Hele! Lev vel, kjære, søde Alvilde! Jeg haaber, at vi engang endnu i denne Verden skulle faa hinanden at se! Hils min Winther fra hans og Din Sophie.

l) Carl Tutein.