ChristianWinther_II

245

—

—

til at iagttage ham paa dette Omraade, har sagt til mig: „Han var ret Hvad jeg vilde kalde koket. Han gjorde aldrig Kur ved flove Komplimenter, men ved fine Pikanterier; hans Stemmes indsmigrende Lyd, hans hele indtagende Person, hjalp ham utroligt. Jeg vil ikke kalde ham egentlig klog; men han havde ualmin­ delig fine Følehorn og forstod altid at sige Det, der gjorde Indtryk netop paa den unge Pige, han talte med.“ Overfor dem, han gjorde Kur til, blev han vel­ talende. „Alt traadte da i Baggrunden, og kun det liflige Billede af det Nærværende begejstrede ham. Den samme Lidenskabelighed, der nu saa aldeles betog ham den ham ellers egne ængstelige og snu Besindighed, begavede ham tillige for Øjeblikket med en uopholdelig Strøm af veltalende Ord. der ellers sjældent stod til hans Raadighed“ x). En Dag — vistnok i Dec. 1832 — var han atter bleven afviist hos Alvilde og gik da kort efter hen hos Rosenkildes til en saadan Mørkningsscene. Julie Rosenkilde var dengang en lille Pige, men huskede tydeligt hele sit Liv igennem Hvad hun den Dag over­ værede. Gamle Rosenkilde havde rejst sig fra Sofaen og var gaaet ind i sin Stue; da hørte Julie, at Sam­ talen ved Klaveret med Eet blev saa underlig urolig, Winther lagde Haanden paa sin Pande, og i det Samme løb Sophie Hansen ud ad den ene Dør, medens Chr. Winther gik ind til Rosenkilde. „Jeg veed ikke Hvad det er“, sagde han, „men jeg maa være bleven for­ lovet“. „Det maa Du saa Gu’ da vide!“, raabte

5 Om Felix i „Episode af et Familieliv“ (Sml. Digtn. IX, S. 154).