ChristianWinther_II

239

—

—

Ved den af Slummer jages saamangen evig Sorg, naar bedst man troer, der tages et Paradis paa Borg. Du kjender ej dens Vælde! Ak, kun en stakket Stund formaaer i Støv at fælde Dig Fredens hellige Lund. Nej, elske maa Du ikke! Fatter Du vel det Ord? Vel ane Dine Blikke en Hemmelighed stor? Til evig Kval og Smerte blev, A lfhild, jeg fordømt, hvis eengang blot Dit Hjærte om Kjærlighed fik drømt. En Mand af Støvets Kaste med Kjole og Frisur sig skulde fræk formaste mod Din Æter-Natur! Nej, Gnisten maa ej tænde hos Dig sin falske Pragt! Ak, nej, Du maa ej kjende dens frygtelige Magt. Jeg evigt den vil slukke, mens rent er end Dit Bryst, og aldrig skal Du sukke, i Elskovs Kval og Lyst. Jeg rækker Dig Glemsels Honning tøm ud den søde Drik! Og giv mig, Alfhild, min Dronning Dit sidste venlige Blik!“