ChristianWinther_II

— 2 3 8 —

Thi Sangeren, vil man sige, velsigner højt sit Hverv, naar han en dejlig Pige tør ofre Sangens Skjærv. Og fra mit Land, det fjærne, Du skal af Alfer smaa om Din Skjønhed at værne en kraftig Livvagt faa: Sundhed, den stærke Tærne, og Ynde med Rosenkvist skal følge Dig, min Stjærne, og — Skjæimeri tilsidst! Den første skal farve mørke de gyldne Haar og smukt Dig strømme sin varme Styrke i Blodets Purpurflugt. Den anden skal Foden føre og bøje rund Din Arm og tugtigt Dig omsløre Din Hofte og Din Barm. Den tredie i en fornøjet, men ubevogtet Stund skue Dig dybt i Øjet og kysse Dig paa Din Mund. Een Pligt jeg Dig paalægger een Bøn jeg beder kun, før jeg Dig Haanden rækker i Afskeds bitre Stund: En mægtig Gnist der flammer i hvert et jordisk Bryst; skjøndt den fra Himlen stammer, avler den Sorg som Lyst. Den er det, som forbinder, og som adskiller brat; den er det, som forblinder og Dagen gjør til Nat.