ChristianWinther_II

— 2 4 0 —

Aftenen alt udbredte sit hemmelige Flor; Moderen ængstlig ledte efter sit lille Nor;

da fandt hun endelig Pigen sødt slumrende paa Jord; med tusend Øjne, nyfigen, stod rundt en Blomsterflor. Og vaagen Alfhild fandt sig i Græs ved krumme Aa; om hendes Lokker vandt sig en Krans Violer blaa. — Hun voxed, rig paa Ynde, som Alfen havde sagt; tidligt sig lod forkynde Aandeverdenens Magt. Sig hendes Sødhed væved i mangen Tankes Gang; salig Sangeren bæved, naar han om A lfhild sang. Hun blev, som hendes Moder, baade kløgtig og from; men — under Barmens Kloder slet ingen Varme kom. Vel Bejlere kom der mange; men iskolde Blik for deres Sukke lange var al den Trøst, de fik. Ej mægted Støvets Sønner i Kjole og Frisur at bøje med Elskovsbønner den æteriske Natur. Men trods det kolde Hjærte havde hun frejdigt Mod, — kuns dem det voldte Smerte, som laa for hendes Fod.