ChristenBerg_1911

— 114 —

Vælgerpolitik, han vilde gribe til sit gamle Greb, at indtage det Standpunkt, der som det mest retlinede og konsekvente havde Befolkningens umiddelbare Sympati og bedst anslog det harmfulde Hjærtes Strænge. Men saa burde han ogsaa straks have sat sig imod den Forhandlingspolitik, som det øvrige Venstre slog ind paa ved Begyndelsen af Rigsdagssamlingen 1886 —87. Det gjorde han imidlertid ikke, i hvert Fald kun halvt, og med saa lidt Konsekvens, at det endog tilsidst var ham, der formulerede den Partibeslut­ ning, hvori Forhandlingspolitiken blev udtrykt. Da han saa kun et halvt Aar efter erklærede denne Politik for et Forræderi mod Venstres Sag, fik det derfor Udseende af, at han med Vilje søgte sig et Særstand­ punkt. Og han blev ogsaa derved drevet ind i en Række haabløse og kunstige Fortolkninger, som daar- ligt harmonerede med hans Valgsprog om at fægte »med aaben Pande«. Han var sat til Vægs af sine Medbejlere. Eller ret­ tere, han var af dem anbragt som den pompøse, men betydningsløse Topfigur. Han skulde repræsentere Partiet, være dets Symbol, derfor sad han paa For­ mandsstolen baade i Partiet og i Tinget — men han skulde sidde der som en Fange. Af dette Fangen­ skab brød han ud. Han mærkede nemlig snart, at han var sat ud af Spillet. En mere tydelig Til­ kendegivelse heraf, end at Hørup og Bojsen uden hans Medviden, ja bag hans Ryg, havde plejet hem