CarlEtlarsMinder

75 '

fik den saaledes til at tale med anskuelig Kraft, en Frem- gangsmaade, der skaffede Venner, men ogsaa Modstandere iblandt en til høiere Sentimentalitet udviklet Clique. Medens Carit Etlar opholdt sig paa Hospitalet, modnedes hos ham en længe vaklende Beslutning. Han indsaae, at han her i Universitetsstaden vedblivende vilde betragtes som en Løsgænger paa Parnasset, hvis han ikke fik det akade­ miske Stempel og blev Student. Han havde lige fuldendt «Smuglerens Søn», et Værk, han næppe dengang har troet skulde opnaae de mange Oplag, der i Løbet af tresindstyve Aar blev det tildeel. Et Brev, som han skrev herom til H. C. And ersen , er betegnende for hans Mangel paa Tillid til egen Kritik. Dette Brev findes i H. C. Andersens Stambog, der opbevares paa det store kongelige Bibliothek. Her er dets Ordlyd: «Uden Tvivl vil De undres over, hvorledes jeg, som et Dem aldeles ubekjendt og fremmed Menneske, vover at henvende mig til Dem med Bøn om at gjennem- læse hosliggende Manuskript og bedømme dets Værd; men efter at jeg i disse Linier har ytret Grundene, som bevægede mig dertil, haaber jeg, at De tilgiver min Dristighed. Min Herre! Jeg er et simpelt, ubekjendt Menneske, der i en Alder af 21 Aar har prøvet mere end de fleste Andre af hvad Skjæbnen giver, naar den vender sin sorteste Side til. Jeg staaer saa temmelig ene i Livet, uden at have Andet at stole paa end et sundt Legeme, et godt Mod og et tillidsfuldt Haab for Fremtiden. Hvis det er sandt, hvad Folk siger, har Deres Liv ikke heller været lutter Solskin; man fortæller, at der