CarlEtlarsMinder

66

Værtinden, slog en bedøvende Hvirvel, gjorde et Buk og udbrød: «Jeg maa gjøre den ærede Dame en Undskyldning for den ringe Udførelse af mit Embede. Jeg vilde først føle mig i mit Es og blive Dem værdig, hvis vi havde en Pibe til at ledsage eg forklare mig, blot en lille Piccolofløite, som kunde høres herfra og lige op til Vesterport; men Kunstneren har været ude at spille Kegler i Lille Kongensgade i Eftei- middag. Han kommer om et Øieblik, saa skal De nok blive tilfreds med os, lille Madam.» Gjæsterne brast i Latter. Værtindens Kappe skjælvede. I det samme sprang Anton Melby frem, knælede ned foran Damens Fødder, hævede sin Guitar mod hende og sang kjælent til dens Accompagnement: Denne Gang vilde Jubelen ingen Ende tage, og Vært­ inden reddede sig skyndsomst ud af Døren. I denne vendte hun sig og søgte forgæves at komme tilorde. Endelig fik hendes Sindsbevægelse Lindring i en formel Opsigelse til Jerichau. «Han flytter hellere iaften end imorgen,» raabte Kruse med korte Trommeslag mellem Ordene. «Oppe hos Brand­ manden paa tredie Sal staaer to Værelser ledige. Den Sag skal jeg ordne.» «Lad os flytte Jerichaus Sager med det samme,» raabte Kaufmann, greb Punschebollen og gik mod Døren. «Det skal være besørget i en Haandvending.» Du, Du liegst mir am Herzen, Du, Du liegst mir im Sinn, Du, Du machst mir viel Schmerzen, weizst nicht, wie gut ich dir bin, ja, ja, ja, ja! weiszt nicht, wie gut ich dir bin!»