CarlEtlarsMinder

67

Gjerning fulgte paa Ordet. Enhver greb et Stykke af Jerichauernes Eiendele, og i næste Øieblik vandrede et lystigt Tog op ad Trapperne til tredie Sal med Kruses Tromme­ hvirvler i Spidsen og Anton Melbys Guitarspil som Bagtrop. Udvandrerne naaede dog ikke længere end til anden Sal, før Værtinden indhentede ^dem og med sit venligste Ansigt bad den kjære Jerichau om endelig ikke at tage hendes Spøg saa alvorlig, eller at forlade hende paa denne Maade og gjøre hende ulykkelig i hele den hellige Paaskefest. Resultatet blev, at Toget vendte og begav sig tilbage til Stuen. Gildet fortsattes i al sin Høitidelighed, Skaaler udbragtes: «Og dette skal være vor Jerichaus Skaal!» Punschebollen tømtes, Midnat kom, Afskedstimen slog. Den Ene paastod at ville følge den Anden hjem. Hele Skaren vandrede op gjennem Kjøbmagergade. Foraarsnatten var smuk og lys, og Maanen skinnede. Selskabet følte sig i en løftet Stemning og fulgtes ad ud af Porten. Ved de smaa Søer standsede man og fandt paa den sublime Ide at løsne en af de to Baade, som laae bundne ved Bredden, og hele Selskabet gik tilsøes. Kruse roede, Jerichau styrede. Carl sad ved hans Side. Hen over Byens Huse lød Paaskemorgenens Basuner ud fra Frue Kirketaarn. Langs med Haverne og den høie Trærække, som indhegnede Søen, hvilede Alt endnu i Dæmring og Mørke, som det Ube- kjendte, Fremtiden, mod hvilken hele denne friske Ungdom styrede. — Ned over Søen faldt det klare Maanelys og dannede en sitrende Sølvstribe langs med Baadens Stavn og Sider — det var Øieblikkets lyse Haab, som fulgte dem. Anton Melby sang en alvorlig og høitidelig Arie. Hans Kruse afbrød ham, medens han hvilede sig paa Aarerne, og udbrød: 5*