CarlEtlarsMinder

Sangen. Jerichau gik omkring med sin Hat. Enhver Gjæst skulde give en Søsling til Sangerne. Han selv gav fire og en Mængde af de nybagte Æbleskiver, som Pigen nylig havde sat ind paa Bordet. Midt i Larmen lød pludselig en Snedkers hvislende Høvl, og man opdagede til stor Forbauselse i Selskabet en fremmed Mand, som uden at tage Notits af Musiken, af alle Livsens Kræfter høvlede paa det ene Strygebrædt med alle de Lyde, en Høvl formaaer at frembringe. Det viste sig ved nærmere Eftersyn at være vor udmærkede Lithograf Kaufmann, der foruden sine øvrige Gaver havde et stort mimisk Talent. Han benyttede Øieblikket til ubemærket at forvandle sit Ydre til én sammenfalden, udslidt Haandværkers, der med stor Akkuratesse og Andagt førte et Stykke Brænde frem og tilbage som Høvl over Strygebrædtet, tog Maal og sled i sit Ansigts Sved, medens han efterlignede Lyden af det forskjellige Værktøi. Pludselig greb han en Stok, Sned­ keren forvandledes med nogle Strøg gjennem Haaret og over Ansigtet, i Alles Paasyn, til en alenlang, tynd Musiker, der med himmelvendte Øine udførte en sværmerisk Komposition til almindelig Henrykkelse. Midt i dette Extranummer aabnedes Døren paaklem, og et gammelt Kvindehoved, omgivet af Krøller eg en dirrende Kappe, blev stukket ind i Stuen. «De Herrer maa ikke allarmere hele Nabolavet. Folk staae stille ude paa Gaden og paa Trapperne for at lytte,» sagde hun med en skarp og irettesættende Stemme. «De jager sandfærdeligen mine Logerende ud af Huset i denne rare Helligaften.» Jerichaus Gjæster tabte et Øieblik Fatningen; men Hans Kruse reddede Situationen, idet han sprang frem ior 5