CarlEtlarsMinder

havde noget selv at fortæ lle, ingen M ening, ingen Anskuelse, men derimod en hjæ rtelig L atter til alt, hvad han hørte, og med den staaende T ilfø ie lse : « E r det m uligt?» C o lb erg var fo rø vrigt en trofast Kamm erat, uendelig godm odig, uendelig lad. Han havde ikke L y s t til at mo­ dellere andet end Bacchanter og fordrukne Faun er, ligesom Chr. Freu nd den unge Moder med sit lille B arn . B illed ­ hugger H olbek v ar ogsaa til Stede, han, der senere udførte forskjellige a f T horvaldsens F ig u re r i dennes A telier i Rom . «M en hvor b liver din B ro d er, Musikeren, af, Jerich au ?» spurgte Anton M elby plud selig; «jeg skulde jo i Aften høre hans nye K om p osition .» Jerich au s A n sigt fo rtrak sig pludselig. En smertelig R y n k e kom tilsyn e i hans Pande. « T al ikke om ham ,» udbrød han med skjæ lvende Stemme. «H vad skal det sige?» lød forskjellige Udbrud. Jerichau skjulte A n sigtet mod B o rd e t; en Hulken trængte sig frem a f hans B ry st. « Je g vilde skjule min S o rg for E d er til imorgen,» udbrød han om sider, «for ik ke at fo rstyrre Aftenens Glæde. N u kan jeg ik ke mere. Det hændte kort før 1 kom. See se lv .» Han trak Tæ ppet til Sid e foran K lædeskabet. E t Rædsels- skrig lød gjennem Stuen. E t L iig med en Sn o r om Halsen og b le g e , forvredn e A n sigtstræ k kom tilsyne med alle ti F in gre strittende foran sig. Det var Musikeren Jerichau. Sk riget afløstes a f en u hyggelig Taushed, idet Gjæ sterne be tragtede hinanden. Jerichau s Hulken og Stønnen afb rød Stilheden. Pludselig strakte L ig e t en kroget Arm ud i Luften , derefter en lang, strømpeklædt F o d ud a f Skab et, endnu en, en fornøielig