CarlEtlarsMinder

6 2

Form aalet i det fo rtrolige K unstnersam liv. — Jord en var dengang stor nok for A lle, fo r hver E n k elts V erdensberøm ­ melse, som hver isæ r ventede a f Frem tiden , og som jo senere ogsaa er bievne nogle a f denne Paaskeaftens H elte tildeel. D er sad K a a lu n d o verskræ vs paa sin Stol. A lt, hvad han m edbragte, indskrænkede sig til to smaa hollandske K rid tp ib er og saa et livligt Sm il, der bestandig gjorde ham til Ven for alle dem, han kom i B erø rin g med. Kaalund havde i flere A ar arbeidet nede i P ro fesso r Freu n d s A te lie r; men det blev han kjed af. Han slo g sig da paa M alerkunsten, lavede et smukt lille B illed e, der frem stillede den nedgaaende So l. Saa blev han ogsaa kjed d eraf og gav sig til at digte. Hans poetiske Sjæ l flagrede længe hjemløs om, skaffede ham mange mørke T im er, ogsaa lyse, straalende Ø ieblikke. Hans første A rbeide var et dram atisk Væ rk, som blev spillet a f Kamm eraterne i Kunstnersam fundet paa H jørnet a f Boldhus- gade og gjorde en uhyre L y k k e , isæ r det O ptrin, hvori to lv unge Person er, allesammen klædte i hvide S k jo rter og i H aanden en lille tændt L y g te , som de holdt over H ovedet, medens de paa H osesokker dandsede rundt om en skinnende So l og sang dertil, en Apotheose for Thorvaldsen, som var indbuden til at o vervæ re Festen . Han sad og lo og paa­ stod, at han aldrig havde o vervæ ret en saa interessant og morsom F o restillin g. Læ n gere tilbage i Stuen kom C o lb e r g s freidige A n sigt tilsyne, en d ygtig B illedh ugger, der forsynede sig med alle Akadem iets Guld- og Sølvm edailler. Hvad der gjorde hans Y d re sæ rdeles paafaldende, var en vidun derlig stæ rk H aar- væ xt a f sorte K rø ller, der skjulte T indingerne og hang ned over begge K in d er i Fo rm a f P ro p træ k k ere. Saa var der ogsaa det eiendommelige ved hans Frem træ den, at han aldrig