CarlEtlarsMinder

55

S k rig , der lød, som naar M usvaagen kalder. Skøiern e lyttede, sprang op og saae sig om. N ogle a f dem gik mod den Kommende. «C arl E m ta ris!» (C arl Fortæ lleren eller C arl som for­ tæ ller) raabte de. S k rig e t gjentoges af de Dandsende og lød som Velkom sthilsen om trent saaledes: «C arl E tar, C arl E ta ris!» jublede T aterne - B enæ v­ nelsen lød forskjellig ifølge hvert enkelt Individs Udtale medens de trængte sig sammen om den Nyankom ne. Den Fremm edes B esø g vakte alm indelig B evæ gelse i L eiren . E n h ver kjendte G jæ sten fra hans tidligere Ud­ flugter til Heden og V esterhavet, der fra Barndomm en øvede en mægtig T iltræ k n in g over ham, og som han jæ vnlig søgte tilbage til, da L iv e t i Hovedstaden blev trangere om ham. D erude, hvor Himmel og H av gaae i ét, saae han Menneskets Ringhed overfor N aturens A lm agt, hørte Nødraabene i B ræ ndingen, læ rte Fisk ern es trohjertede, patriarkalske Gjæ st- frihed at kjende, deres varm e Fø lelse bag deres barske Taushed og A lvo r. Sk ø iern e hilste ham som deres V en, C arl Em taris, og lovede sig nye G læ der ved Festen. Dette N avn havde den Fremm ede erhvervet sig blandt sine brune V en n er, naar han om A ftenen, ved deres Ild, eller ved deres forbudne Fisk efan gst i Skjern aa, fortalte dem de Sagn og E ven tyr, som han selv havde hørt a f Faderens K arl, Søren T yvk jæ r, hjemme i Fred ericia, og senere i passende F o rm forebragte de opmæ rksom t lyttende, for al Poesi saa let tilgæ ngelige T atere. T il G jengjæ ld indviede de ham i deres K unster, Sæ der og S k ik k e ; men isæ r lyttede han begjæ rlig til dette dødsdøm te F o lk eslags K lagesange og mørke Fo rtæ llin ger

om U ret og Fo rfø lgelser.