CarlEtlarsMinder

53

ingen fæ ster B o der - jo, Læ rken alene.

Den synger

sig tildøde derude uden at blive hørt a f N ogen. Saaledes skild rer C arit E tlar Heden.

1 R in gkjøb in g Am t, B ø llin g H erred, støder fire K irk e ­ sogn e: H anning, B øllin g, D eibjerg og Sk jern til hverandre. G ræ n seskjellet mellem dem gaaer over et lille S ty k k e gold og u frugtbar M osejord. Denne Jo rd var fra gammel T id bleven indrømmet T aterne og indgrøftet af dem. Mellem Mosen og Heden laae en B an k e, der nu er sløifet, ligesom ogsaa Mosen er forsvunden. N ede under B ak k en kom nogle smaa H ytter tilsyne med Væ gge a f G ræ stø rv eller Leersteen og et T ag a f Halm og L y n g riis, der i Frastand toge sig ud som T ørvestabler, og som kun røbede deres B eb oere, naar en menneskelig R ø st, et S k rig a f en G riis eller en tyk , graa R ø g hvirvlede op fra T aget. E n Somm eraften kom en T aterflok sammen i D eibjerg Mose. Selsk ab et var ikke ta lrig t; hvert A ar blev Skøiern e fæ rre indtil de nu ere aldeles forsvundne. Deres smaa H ytter ere sunkne sammen, flyttede bort eller forvandlede til en B u n k e M uurbrokker, halvgjem te under et Tæppe af G y v e l og P orsb u ske. Ræ ven soler sine Unger mellem R u in ern e ; næste A ar afstikkes der maaske en ny Jernbane hen over Skjellet. Det er saa Verdens G a n g ; det gamle maa give Plads for det nye, skjøndt det vundne Udbytte derved undertiden kan væ re tarveligt nok. Den Somm eraften, her tales om, var Veien opblødt efter en vedholdende R eg n , som havde varet den sidste U ge og sam let smaa V andpytter om kring i Mosen. Himlen var overlæ sset med store Sk yb u n k er og saae mørk og truende ud. Om kring mellem H ytterne var der trukket