CarlEtlarsMinder

5 1

«M eget godt, meget g o d t,» sagde Prindsen og gik videre, medens jeg, rød og forlegen, reddede m ig bag et Fo rhæ n g.» — Dermed reiste Selsk ab et sig fra B ord et og bød hin­ anden. G odnat. Næ ste Form iddag agtede P ro fesso r E x n er at drage nogle Dage i B esø g til K olding. « B liv ikke for længe borte fra Søn derho,» sagde B ro sb øll til A fsked i Døren. «H usk der staaer sk re v e t: A rbeid mens det er D ag ; Natten kommer, hvori Ingen kan arbeide.» De to Venner rakte hinanden Haanden med et for- staaende og alvorsfuldt B lik . Saa skiltes de. P ro fesso r E x n er gik op i sit lille Væ relse, hvis smaa R u d er skinne frem mellem den hundredaarige Efeus B lad e. H er oppe fra har han i mange A ar seet ud over den stille B y , hvis B eb oere, Sæ der og Eiendomm eligheder han har foreviget i sine M alerier. C arit E tlar fulgte langsom t den sandede Vei mellem Marehalm og Tim ian ud til det lille Huus i K littern e, som han havde valgt til sit Somm eropholdssted. Den gam le D igters svæ re S k ik k else, iført en lys Somm erdragt, fo r­ svandt i Tusm ørket, medens V esterhavets fjerne Brumm en og Maagernes S k rig lød ind over Landet — en af disse storslaaede jysk e Vesterhavsegne, som han har skildret i Væ rker, hvis F a rv e r T ider og Kem i ikke vil blege. Mestrene hvilede ud i deres Væ rksteder efter vel fuld­ bragt G jerning.