CarlEtlarsMinder

N o get senere mødte jeg min gamle Væ rt, Jantzen, udenfor T romm esalen, hvor han havde væ ret inde med K væ g. Han kom m ig heelt sørgm odig imøde. «D et gaaer Dem nok kun daarligt, hører jeg,» sagde han og rystede paa H ovedet. « S a a— aa! det veed jeg ikke noget af. Je g troede, det gik rigtig godt.» « $ aa a a ! F o lk synes nok ikke om os deroppe paa U dstillingen.» «Saa— aa! Da synes de netop rigtig godt om mit B illede deroppe.» «M en saa synes v i ikke godt om det,» vedblev han hæftigt. «V i har væ ret oppe og seet til det, alle fra vor B y ; men vi maa jo skamme os over at vi gaae saadan klædte hjemme, som D eres M andfolk gjør. - A t De skulde see os i saadan T ø i! H vo rfo r Fanden træ kker De os frem for K jøbenhavnerne til S p o t og Sp e i de K lude og ikke i vort gode T ø i, som vi har nok af?» Manden var v re d ; men det gik over, og han er nu min kjæ re, gam le V en , en rig tig K n op , 8 ; A ar gammel, hans K o n e ligesaa. De besøger os jæ vn lig i K ø b en h avn paa C h arlotten b org, den D ag i Dag og vi dem i Hollænderby. Je g fik ogsaa senere Led igh ed til at gjøre mm Feil god igjen og male F o lk en e derude i deres kjønne T øj.» «D et var en smuk H istorie,» sagde B rosb øll og trykkede Professorens Haand. «A a hvad! Det er underligt at tale med N ogen, som

kjender de gam le D age.»

« Ja , vi er nu kun F a a tilbage.

Rum p, Sonne, Je n -

chau, M elby, Sim onsen , Sørensen, borte ere de alle.» « Ja ,» sagde E x n e r, «det gik ellers lystigt nok til