CarlEtlarsMinder

4 8

«H vad skal det blive til?» sagde hun; «det er jo reent fo rk eert altsammen. Kom da heller ned og besøg m ig i D ragør, saa skal jeg klæde min lille P ige rigtig paa for Ham .» Je g tog sjæleglad mod T ilb u det, aftalte D agen, og saa- ledes kom jeg til D ragør. K onen førte den lille P ig e ind til mig i hendes fulde Stads og bøjede sig o ver hende. 1 samme Nu sprang Su jettet til « E t B esø g hos Bedstefader» lyslevende frem hos mig. B illed et var givet. K onen blev til den unge P ig e , jeg selv var B edstefaderen, og der stod B arn et! Saaledes blev d e t B illed e til. «Præ sentationen for en M usikkjender» kom forresten senere frem om trent paa samme Maade. En K o n e førte sin D reng ind til m ig, for at jeg skulde beundre hans V iolin sp il, der var ganske forfæ rdelig falsk. Det spørgende Stolthed sud tryk i Moderens A n sigt slog m ig; jeg selv blev til K jenderen, der slaaer T akt med Foden. Ja , alle mine S ty k k e r har jeg egenlig selv oplevet paa en eller anden Maade. — Men hvor var det nu, jeg slap?» «Syn tes K om iteen om B esø get hos B edstefader?» «A a ja. Je g kan saaledes kun væ re glad o ver, at de forkastede B arn ed aab en , ellers havde B esø get aldrig seet Dagens L y s . — Je g havde med V illie ladet den gam le Mand klæde sig i daarligt, lappet T ø i; det blev der anket noget o v e r; men Publikum modtog det godt, og man litho- graferede det. Lu nd blev lidt m isundelig herover og sagde en D ag til m ig: «H vo r komm er det sig egen lig, at Deres S ty k k e r blive lithograferede. Den Æ r e er saamænd aldrig hændet mig. M ine A rbejd er ere dog historiske, medens Deres blot ere folkelige.»