CarlEtlarsMinder

47

dette B esø g blev skjæ bnesvangert for min K unst. Je g ar- beidede med brændende L y s t fra den tidlige M orgen; mere og mere greb Stoffet m ig. Men naar Søndagen kom, sad H jertet i min H als. Je g skulde da ud og møde min B roder vedT aarn b y K irk e .Han kom med Pengene, inde fra Kjøbenhavn, og jeg vidste jo, hvor haardt min Moder havde for at skaffe dem tilveie.» E x n e r tav lidt og saae ud ad Vinduet. Hans Øine vare vaade, medens B lik k e t ligesom søgte om mellem disse fjerne S y n e r, som hans F o rtæ llin g fremmanede. « Ja , saa blev A rbeidet fæ rdigt, sendt ind til Kom iteens Bedømmelse og — forkastet.» « F o rk a ste t!» « Ja , forkastet. Sen ere fik jeg at vide, at det var Professor Lu nds S k y ld , fordi Kompositionen i mit Arbeide ikke var, som han læ rte os den. Je g havde brudt med Akadem iets T rad itio n er og var saaledes nok egenlig den Første, der betraadte den realistiske Vei herhjemme. Je g ­ fortvivlede, havde intet Su jet, saae intet B illede, sad modløs hen, var tom , saa det var en Y n k . Am agerne rystede paa Hovedet. Om Søn dagen vare vi i K irk e i Hollænderby. Jeg sad og saae paa alle de søde, smaa Am agerbørn i deres fuldstændige D ragter, og da jeg kom hjem, satte jeg mig uden M odel, efter Hukomm elsen, til at tegne en lille Pige, den gyldne H uepryd, T ørklæ det og alt det. Imens var der kommen en rig K o n e fra D ragør i B esø g hos min Vært. Han fortalte om den stakkels Maler, der boede hos ham for at tegne dem af, og Konen fik L y s t til at see hans Arbeide. Da hun fik Ø ie paa Barnehovedet, jeg malede, stod hun lidt taus, saa trak hun paa Munden og paa Næsen med.