CarlEtlarsMinder

46

— Je g gik til B roderen , som ligeledes n ylig var kom ­ men hjem fra K irk e , og for ham frem førte jeg min B øn paany. Den samme Scen e gjentog s ig : Manden, en stor, svæ r B on de, lo hjertelig og meente, der kunde ikke blive N oget a f det. Han skjænkede V iin i to G las, stødte til mit med den sædvanlige D rik k eh ilsen : «N aa, S k a a l!» og vi drak sammen. Je g havde ingen Mad faaet hele Dagen, var flov og mat i det og havde heller ingen Pen ge til at faae N oget for, saa V inen opmuntrede m ig. D erefter reiste Jantzen sig og aabnede Døren til en R æ k k e Stu er, alle i u forfalsket hol­ landsk S tiil. Han førte m ig stolt igjennem sine H erligheder, og da vi kom tilbage til Storstu en , sagde h a n : «H an seer, vi har Stu er nok, saa det er ik ke a f Mangel paa Plads, jeg ikke vil have H am .» L id t efter tog jeg A fsked , og han fulgte m ig ud i Porten . « Ja , nu skal jeg alligevel betænke mig lidt paa det,» sagde han, «og tale herom med de Andre i B yen . Om fjorten Dage kan Han høre ind paa Am agerbro hos H økeren, hvor jeg kjøber mine V arer, saa skal Han faae mit rigtige S v a r .» Je g takkede og vandrede hjem til Kjøbenhavn, i aandelig Forstand aldeles beruset af, hvad jeg havde seet. F jorten D age senere hentede jeg mit S v a r hos Høkeren. Jantzen s vilde modtage m ig for en K ro n e om Dagen, som V ederlag for T ag o ver H ovedet og fuld Fo rplein in g. Det var b illig t; men jeg eiede ikke saa mange Penge og krym pede m ig ved at ty til min Moder, der havde saa lidt i F o rveien . Je g blev dog nødt til det, og hun og min B ro d er skaffede Pengene tilveie. Je g flyttede ud til H ollæ nderby, og