CarlEtlarsMinder

45

Landet.

O ftest havde jeg ingen Penge til Fortæ ringen

underveis. Je g er ham megen T ak sk yld ig; thi det er ham, der er A arsag til, at jeg kom til at gjøre mine første Studier paa Am ager. Han siger en Dag til m ig: «N u skulde Du arbejde til den Neuhausenske Præm ie. Det er en B arn edaab, der skal males. G aae ud paa Am ager og gjør dine Stu d ier, ikke Paaske Søndag, men Mandagen derefter, for saa døbes der.» — Det gjorde jeg og gik til­ fods til H ollæ nderby. A lle Folken e vare i K irk e ; de Faa, jeg mødte, stirrede paa mig a f Forundring. 1 den Tid kom K jøbenhavnerne aldrig ud paa Am ager. Je g blev viist hen til en rig Gaardmand, som boede midt i B yen , og satte mig roligt ned, til de kom fra K irke. Je g saae og saae her et heelt nyt og karakteristisk Stof, ikke belyst a f A telierets matte Skæ r, men a f Virkelighedens klare D aglys. Det var et herligt Syn , som bragte mit Hjerte til at banke. Fo lk en e kom hjem i deres skjønneste Am agerpuds, saavel Mænd som K vinder og Børn. Je g reiste m ig og frem satte i al Beskedenhed, men ikke uden en vis Forlegen h ed, mit Æ rin d e , forklarede Bonden, at jeg arbeidede til en Præm ie, og spurgte om Tilladelse til at bo i hans G aard , medens jeg tog Studier. Manden saae længe op og ned ad mig, brast saa i en hjertelig L atter og slog mig paa Sku ld eren : «N ei, F a e r , det skal vi dog ikke have N oget a f; her kjender vi ikke til saadant N o get.» Han læste vel Skuffelse i mit A n sigt, thi han føiede godm odig til: «Men Han kan jo for den Sags Skyld gjerne høre over hos min B roder, Ziebrendt Jantzen , de er kun dem selv og saa en halvvoxen Dreng, medens je g har en voxen P ige. Det kan jo væ re, de vil tage Ham derovre.»