CarlEtlarsMinder

i sit Sk jø d og søgte at standse B lodet, som randt ned over Mandens K in d er. Hans Øine stode stive, glandsløse og stirrede op paa K o n en , som laae knælende midt i den talrige Mængde a f gabende T ilsk u ere, der stadig forøgedes. Hun saae ikke op, græd ik ke heller. Hvad hun følte i dette Ø ieblik havde ingen T aarer. « S k ik B ud efter D oktor N ielsen,» ytrede en Mand i Hoben. «H vad skal N ielsen nytte?» sagde en Anden. «H an kan ikke binde flækkede Hoveder sammen. Lad heller gaae Bud ned til Joh an H øyrup paa H jørnet, efter et godt, fo r­ svarligt G las T erpentinolie. D e t kurerede min Kamm erat ifjor, da han drattede ned fra K arolinem ølle.» Mureren gav et Su k . E n konvulsivisk T ræ kning fulgte efter. K onen udstødte et klagende S k rig . Manden aabnede sine Ø ine endnu engang og ytrede med B esvæ r og stor T yd elig h e d : «H old dog Mund med den Tuden, S isse !» Saa sank han sammen og døde. I det Samm e aabnedes K redsen for en R y tte r, der kom til Stedet og steg a f sin hvide Hest, som fulgte et S tyk k e Vei efter ham og derefter blev staaende ubevogtet midt i K redsen , og saae sig om til alle Sider for at udgrunde, hvad dette Sp ek tak el skulde betyde. R ytteren gik hen til K onen, der laa paa Steenbroen med Manden i sine Arme. «H an døer, han d ø er!» hviskede hun. «Gud Fader see ned til os Stak ler hjemme, nu har vi Ingen til at hjælpe os m ere.» Den Frem m ede, som Hoben havde gjort Plads for, lagde sin Haand paa den u lykkelige K vindes Hoved. «1 tager feil,» sagde han med den R ø st, der kunde 3*