CarlEtlarsMinder

36 væ re saa blød og deeltagende. «1 har jo m ig tilbage. Kom til mig im orgen.» Det var K ronprind s F red erik , som talede. Den i B egyn delsen a f disse Sk ild rin g e r om talte F y rvæ r- kerifeide mellem K ronprindsen og B ran dd irektoratet blev alle­ rede Dagen efter Festen i Hornem ans E n g bilagt paa de meest fyldestgjørende V ilk aar: V agtparaden blæ ste med fuld K raft, idet den passerede gjennem Solgaden , og om A ftenen lød den østerrigske T app enstreg gjennem samme G ade, saa fuldttonende med fo rsk jellig stem te T romm er, P ib er og Flø jter, at de gave G jen lyd heelt oppe i den anden E n de a f G aden, heelt op til A p otheker H onoré. N ogle Dage senere aflagde K ronprindsen den ønskede H ilsen i Inspektørens H jem, blev sæ rdeles æ rbødig modtaget, morede sig i det Selsk ab , han fandt, og gjen tog sine B esø g saa jæ vn ligt og fordrin gsløst, at man tilsidst anvendte en Deel a f Aftenen med at spille en lille morsom Sortepeer. Saa blev Inspektøren pludselig syg, gik til Sen gs og stod ikke op mere. E n Form idd ag kom K ap itain Irm inger for at spørge til hans Befindende. Man modtog ham med rødgrædte Ø ine. Den S y g e var opgivet a f Læ gen , der havde tilb ragt N atten hos ham, prøvet A lt og Intet opnaaet. Om Efterm iddagen kom K ronprindsen og satte sig ved den Sy g es L eie . Patienten laa med Ø inene uafbrudt rettede paa den kongelige G jæ st. «H vordan har De det?» spurgte Prind s F red erik bevæget. Den T iltalte rystede taus paa H ovedet. « E r der noget, hvormed jeg kan væ re Dem til T jeneste, saa siig det.» « Ja , ja,» lød det næppe hørlige S v a r. «Tæ n k paa mine D renge.»