CarlEtlarsMinder

33

paa hverandre, derom ere H istorieskriverne endnu ikke ganske enige. En A ften gik Prind s Fred erik hjemad fra Exerceerpladsen. Han kom forbi et a f de smaa Huse oppe ved «D ansk K irk e » , hvor de reform erte Indvandrere have samlet sig i et sæ rligt Sogn . F ra et aabent V indue lød en dyb og høitidelig Stemme ud paa G aden.Døren stod paaklem. Prindsen aabnede den og gik ind. Fo ran et dæ kket B ord stod en gammel Mand med hvide H aar, ryn ket og solbrændt Ansigt. Omkring ham sade to Sm aadrenge og en ældre K on e, alle med foldede Hænder og lyttende til den Salm e, Manden sang for dem. Idet den fremmede G jæ st kom ind, endte han sin Sang, og der blev Taushed i Stuen. «G od A ften herinde. — Hvad bestiller 1 ?» «V i læ ser vo r A ftenbøn, og vi spiser vor Aftensmad,» svarede Manden. « Je g spiser med,» sagde Kronprindsen og gik hen til B ordet. «A a nei, aa n e i!» sagde K onen, blodrød af Undseelse, «det gaaer da aldrig an.» « H v o rfo r ik k e? Je g er sulten. Kom og lad os sætte os, saa faaer jeg en T allerken med, og vi spise sammen i Guds N avn .» Maden bestod af nye Kartofler og kogte Plæddei (Flyn d er). D er var lo vlig knapt med Retterne. Den ene a f de to Sm aadrenge havde, for at væ re sikker paa, hvad der tilkom ham, barrikaderet Randen af sin Leertallerken med en K ran ds a f de største K artofler og pillet dem. Moderen gjorde et T egn til ham, det han strax forstod, og lagde behændigt de fleste K artofler tilbage paa Fadet. Konens 3