CarlEtlarsMinder

k ongelige Høihed Salen.

Dermed gik ogsaa dens straalende

S o l b o rt; L iv og Munterhed var til Ende. Det var dog hverken de unge Damers Skjønhed eller Prindsens friske, livsglade H um ør, som bevarede den længste E rin d rin g om dette B al. Henimod M orgen, da E n h ver endelig var gaaet til R o , og selv V agterne sov, blev der pludselig Stø i i den gam le Fæ stning. A larm tromm erne lød gjennem Gaderne. — «Hvad er der paa F æ rd e? — G ud bevares! hvad er der paa Fæ rd e?» raabte halvpaaklædte Sk ik k elser ud fra de aabne V induer og Døre. E n h ver spurgte, Ingen svarede. Soldaterne kom tilsyn e overalt og ilede i G alop til deres Sam lingspladser. Tromm ernes H virvel fortsattes. Der blev stillet L y s i V indu erne; det var jo bæ lgm ørkt paa Gaden. O fficererne, som for lidt siden havde figureret i Dandsesalen, dannede nu en sørgelig K o n trast til de gabende, søvndrukne Sk ik k elser, som skjødesløst paaklædte, med deres Sabel under Arm en, tum lede hen til Exerceerhu set eller R aad- stuetorvet. Da saa O verraskelsen havde sat sig lidt og hele det fyenske Infanteriregim ent blev sam let i sn o rlig R æ k k e og G eled, kom Prinds Fred erik og hans Adjutant tilsyne i fuld Uniform og med et ironisk Sm il, som ikke lod sig m istyde. Han hilste sæ rdeles høflig om kring i O fficerernes K red s og udbrød derefter: « Je g har ladet Tromm erne røre lidt og kaldt R e g i­ mentet sammen, for at overbevise m ig om, hvor lang Tid vore F o lk behøvede for at gjøre sig fæ rdige til U d rykn ing, og jeg tilstaaer, at R egim entet har overtruffet mine dristigste Forven tn in ger. Lad saa kun Fo lken e 'gaae hjem igjen. D er­ med Gud befalet.» Kronprindsen og hans Adjutant hilste og gik. Hvad O fficererne sagde indbyrdes, efter stiltiende at have seet lidt