CarlEtlarsMinder

gamle solbrændte F isk e re, som stode om kring paa Stranden og raadede til ik ke at vove sig ud, fordi V eiret var skuffende og truende. Poul M ikkelsens lykkelige Stjerne skulde im idlertid snart dale. En D ag stod han ved et a f Slæbestæderne, beskjæf- tiget med den B ifortjeneste at samle K u lstyk k er op fra en Engelskm and, der laa og lossede K u l. Han var som sæd­ vanlig p yn telig klædt, fiin blaa T røie, hvide Læ rred s Been- klæder og blank V oxdu gs Hat. B øiet ned mod Jord en og arbeidende flittigt, lagde han ikke Mærke til de Forbigaaende, før han følte et væ ldigt S lag paa de stramme Beenklæder. « Saa skal da den Onde gale i D ig !» raabte Poul, idet han reiste sig i V eiret og hurtig snappede Hatten af Hovedet, hvorefter han fo rtsatte: «Om Forladelse, Deres kongelige Høihed! jeg vidste s’ gu inte, at det var dig.» Prindsen svarede ikke. Han saae paa Poul og vedblev derefter sin G an g op fra Stranden. E fter den Dag kom Poul ik ke til at gjøre flere Seiltu re med Prindsens B aad ; han blev heller ikke oftere modtaget i Audiensvæ relset oppe paa Palæ et. En N ytaarsaften holdt O fficererne B al i deres Forening. Regim entsm usiken spilled e; de sex gam le, afblegede Karether, som udgjorde B yen s Fæ llesbefordring, bleve hele Aftenen satte i V irksom hed med at kjøre de u-nge Skjønheder op til Klubben, hvor K ronprind s Fred erik naturligviis var den første og fornem ste G jæ st, som sædvanlig lige elskvæ rdig mod Alle. Han dandsede med Damerne, klinkede med de ældre O fficerer; hans Næ rvæ relse bragte L iv og L y k k e , Jalousi ikke at glemme, over det hele Selskab. Festen vedvarede til henimod Morgen, saa forlod Hans