CarlEtlarsMinder

3 °

Sø en i store R u llin ger pressede ind fra K attegat, og F æ rg e ­ manden og de gam le F isk e re rystede paa H ovedet og raadede ham til at blive hjemme. Som B istand i enhver a f disse Udflugter havde Prindsen et ungt M enneske, P o u l M ikkelsen, tro er jeg, han hed, og til hvem B ekjend tskabet blev sluttet paa følgende M aade: Prinds F red erik gik en D ag ned til Stranden o ver paa H avnem olen, hvorfra en K astevin d tog hans Hue med sig og førte den ud i Søen . P o u l, som saae det, trak uden B etæ n kning sin K o fte a f og sprang i Vandet. Han var en udmæ rket Svømm er, den samme P o u l, bjergede med Lethed K askjetten, gjorde derefter en vid tlø ftig S v in g ­ ning om kring H avnem olen, stod paa H ovedet og slog K o l- bytter, svømmede paa R yggen og under Vandet, før han søgte Land, rystede sig som en Puddelhund og med en dyb H ilsen leverede den frelste Hue tilbage. Det var Indledningen til et B ekjendtskab, som gjorde, at Prindsen fra nu a f ikke gik til Sø es, uden at P o u l M ikkelsen fulgte med. Prindsen sad til R o rs; Poul laa forude paa en a f T oftern e, passede F o k k en og fortalte underveis en ustand­ selig Mængde morsomme, undertiden selvlavede H istorier, ledsagede a f G rim acer og et fordreiet Mæle, som behagede hans T ilhører. Bekjendtskabet blev til F o rtro ligh ed ; den unge F isk e r steg i sin H erres G u nst, fik sirlige, nye K læ d er, ud­ mæ rket god L ø n , spiste, naar de vare ude, a f Prindsens Mad, drak a f Prindsens B æ ger og indfandt sig tilsidst hver M orgen oppe paa Palæ et for at høre, om Hans kongelige Høihed ikke skulde have L y s t til en lille S v ip tu r ad H orsens eller B ogen se til. V eiret var idag saa udmæ rket, saa sjældent godt. Den sidste F o rsik rin g blev stadig gjentaget, og Prindsen stoppede sin store M erskum spibe, tog R egn koften paa og seilede bort, uden at agte paa Jø rgen Fæ rgem and og de