CarlEtlarsMinder

29

«Siden sidst L ø v erd av , da vi sku spring over æ Hæst, nier i æ Exerceerhu us. A faldt aa slou mæ, aa de æ bleven skidt sidden.» «N u skal jeg sige D ig noget,» sagde Prindsen og lagde Haanden paa den rystende Soldats Skulder. «Du lister nu hjem og det strax. Din Officer tillader det vist, naar jeg beder ham derom .» «D e trouer a m æ ,» ytrede Soldaten med et tilfreds Sm il. « Saa gaaer Du i Sen g og faaer en a f Folken e, Du ligger i K varteer hos, til at løbe efter D oktor N ielsen. I kan hilse fra mig. S iig , han skal strax see ind til D ig, og imorgen skal han komme ned og fortæ lle, hvordan det er med Dig. Har Du forstaaet m ig?» « Ja , de haar a,» svarede Soldaten sjæ leglad; «men de sejer a, te a ve føst ha mi B øs aa mi T ask, som a laant ham, ejsen foer a U free mæ vo r Siersant. Han æ slem strix i det.» Prindsen og Lieutenan t T rane lo. L id t efter spaserede den S y g e hjem fra Exerceerplad sen, kroget og sammenbøiet, langsom t og vaklende, med Bøssen under Armen, saa lidt m ilitairisk som muligt. Den hvide H est havde overvæ ret A lt hvad der gik foi sig. Den vrinskede nu gjentagne G ange for at gjøre sin H erre opmæ rksom paa, at nu var det vist paa Tiden, de vendte hjem igjen, og Prindsen adlød. F o r Sø en næ rede K ronprinds Fred erik stor Interesse. Nede i H avnen laa en solid og sirlig Baad til hans Tjeneste. Med den tog han over til Strib og M iddelfart; besøgte af og til G revsk ab et paa R o sen vo ld. V eiret skræmmede ham aldrig. Han drog ud i M agsveir eller under en Storm , naai