CarlEtlarsMinder

saa ombord med faste S k rid t, som en Mand, der giver sig G ud i Vold. Han lod sig føre om kring mellem M askinerne, dem han eftersaae med en Kjenders kyndige M ine, nikkede a f og til bifald end e; Therkelsen ligesaa. Det eneste, denne fandt at udsætte paa den hele Mekanism e var, at der behøvedes F y r ­ sted ombord. Da Jø rgen Christian atter steg op paa Dæ kket sammen med K ap itain en , saae han tilbage, ind paa L and , hvor hans H ustru og de fire lange D renge stode opstillede. «K om kun næ rm ere, U rsu la!» raabte han og vinkede med Haanden over mod Fam ilien. «1 skal ikke væ re bange. Je g er her jo.» T illadelsen blev benyttet, og ubemæ rket listede G jenbo Jen s Sin d b erg og G jø rtler G røn n in g sig ogsaa fremad, saa nær som muligt og lyttede til, hvad der b lev sagt. «K an 1 saa see, G jø rtler G røn n in g,» sagde S in d b erg; «B ran dinspektøren fik alligevel ik ke R et. D e t S k ib kom jo ganske net i H avn. Det koster Je r en K a lv .» G røn n in g trak Ø ienbrynene i V eiret. « Ja vel kom det i H avn,» svarede han, «men hverken ved Damp eller R ø g , som 1 paastod. N ei, Kjøbm and S in d ­ b erg! S ee, derovre kvalm er nu den sorte R ø g op a f H yrups Sk o rsteen . T ro e r I, Huset giver sig til at galoppere afsted a f den G ru n d ? Det er ved H julene det gaaer, min F a e r! T ag dem væ k , saa skal 1 see, hvor langt K assen komm er.» B egge de sk ik k elige B o rgere beholdt hver sin M ening og sin K alv. Dermed blev Sagen staaende. De skiltes som U venner. Da Jø rg e n Christian lidt efter begav sig hjem til Sol-