CarlEtlarsMinder

2 ?3

tæ nker paa efter deres Død med T aarer i Ø iet og Længsel i H jertet. H eroppe i den afsides Egn mellem Lim fjordens K lit­ banker og N ørre T ran d ers’ talløse Kæmpehøie holdt E tlar a f at tilbringe sine Dage. A aret 18 9 1 blev atter for ham en haard Sygdom svin ter, henlevet deels paa Kommunehospitalet deels paa Sofaen i et Pen sionat i Tordenskjoldsgade. I Slutningen a f Marts reiste han igjen til Badestedet W ildungen, hvor han under­ kastede sig flere heldige O perationer. Den 7. A u gu st, da C arit E tlar fyldte fem og halv­ fjerd sind styve A ar, stod han i et a f Hotel d’An gleterres Stu e­ væ relser i K jøbenhavn. Det var hans L iv s Hædersdag. K o n g Christian den N iende sendte ham Dannebrogsordenens R id d erko rs. K o rt T id i Fo rveien havde K o n g G eo rg a f G ræ kenland udnæ vnt ham til R idd er a f Frelserens 'O rden . En D eputation a f Mænd fra de forskjelligste Sam funds­ klasser med den bekjendte K rig er og M ilitairforfatter Oberst Vaupell som O rdfører, o verrakte Digteren en F o lk egave, be- staaende a f en Sø lvp o k al med Guldindhold til en R eise, et G u ld uhr — som D igteren ofte spøgende kalder sit Taarn-Uhr — og en A dresse, der indeholdt Underskrifter a f Mænd og K vin d er fra Sam fundets H øider ned til « L ille Maren S k o le ­ p ige» , 10 A ar. O berst Vaupell ytrede i Festtalen, at han gjorde sig til Talsmand for den Taknemmelighedsgjæld, hvori den danske N ation stod til C arit E tlar for de smukke og rene F ø le lse r, han i et halvt Aarhundrede havde forstaaet at væ kke. O bersten endte sin T ale med Slutningsordene a f en a f D igterens historiske S k ild rin ger: «Den har ikke levet sit L iv forgjæ ves, der levede sit L iv for Andre.» E t andet Medlem a f Deputationen var H istorikeren,