CarlEtlarsMinder

2 I6

Saa vil min D br jeg da stænge, jeg kan til H vile nok trænge — Farvel, o g Godnat!»

C arit E tlar følte sig i dobbelt Fo rstan d forladt denne V inter. Hans P leied atter, der i A arenes L ø b var voxet fast til hans T ilvæ relse, saaledes som D igteren skildrede det i B ogen « Z ilo », og som var begyndt M alerstudier paa G alleriet, i hvilken T id hun opholdt sig i sin O nkels, O verhofm arskal L øven sk jo ld s, Huus, befandt sig de senere A ar i Sv e rig e . Da A p ril Maaned kom , blev Skilsm issen fu ld b yrd et; to træ tte M enneskesjæ le fandt endelig H avn hver for sig. C arit E tla r stod op for efter Læ gen s R aad at søge til Syd en . Ingen, som i hiin T id saae ham, troede, han vilde vende levende tilbage, heller ik ke han selv. Støttet til en Vens Arm forlod han sit Huus. Denne unge Ven var F o rfatteren A lex. Schum acher, der trofast havde besøgt den S y g e og adspredt hans Tanke. C arit E tla r bøiede sig ud a f K u peevind uet, til det sidste G lim t a f H ovedstaden var forsvundet, og udbrød: « F a rv e l, Du V ugge for al min L y k k e og for saa megen S o rg .» H er var han traadt iland som sextenaars D reng, hjem­ løs, med en lille K iste som h alvfjerd sin dstyveaarig Mand i eiste han fra den samme Stad , uden Hjem , med en lille K uffert. — Men paa den sidste Kæm pegrav ude ved K o rsø r stod nok nu «lille Palle» med B enen e kjæ kt fra hinanden og blæ ste for sin gam le D igter paa den T rom p et, han endelig havde faaet, og hans T o n er løde langt. «See, hvor de hilse ven ligt,» sagde B ro sb ø ll og nikkede