CarlEtlarsMinder

215

F rise a f P ro fesso r Peters sm ykkede Forstu en.

K o rt sagt,

denne Eiendom var K u nstnervæ rk. Som allerede berørt blev C arit E tlar lidt efter lidt en eensom Mand i dette Huus. Hans Datters havde, næppe voxen , forladt Hjemmet, tog Exam en med Udmærkelse, og helligede sig til pæ dagogisk Virksom hed. D igteren og hans da­ væ rende H ustru, født Thorbjørnsen, vare to udpræget grund- forskjellige N atu rer uden Sam interesser. Aarene havde mere og mere fjernet dem fra hinanden. 1 «V iben P eter» sk river C arit E tla r: «Man kan gaae ved hinandens Sid e og væ re skilt ved B jerge og Dale — Land og H av kan væ re os imellem, og vi gaae dog ved hinandens Sid e .» — Sam tidig med, at C arit E tlars Sygdom tog en alvorlig V ending, maatte F ru B ro sb øll søge Pleie i D iakonisse­ stiftelsen for en ældre Svaghed. Hun vendte ikke oftere tilbage. 1 Slutningen a f Jan u ar 1885 flyttede hun til en Sø ster og sendte en Skilsm issebegjæ ring til Hjemmet, idet hun med beundringsvæ rdig T ak t havde forstaaet, at saavel hendes egne som D igterens sidste Dage endnu kunde blive lyse og lyk kelig e. B ro sb øll troede, at hans Død vilde løse op for et treogtrediveaarigt Æ g te sk ab , som ofte gjensidig ønskedes hæ vet; han nægtede derfor en T id at modtage sin Frihed paa Andres B ekostn in g. V interen 18 8 5 sneg sig hen. Følgende Udbrud fra hiin T id fandt vist det rette U d tryk for den Syges Stem ­ ning og skild rer denne tydeligere end lange S id e r:

«Tier nu stille, I Strenge, som haver lydt saa længe, jeg føler m ig træt og mat.