CarlEtlarsMinder

217

ud til Stationernes B ekjendte.

«Hvem der vidste, hvor jeg

kjender dem fra.»

« F ra B ø gern e,» lød Svaret. « Ja , det er jo det A llerbedste,» svarede E tlar og nik­ kede engang til, mens T o get brusede videre. C arit E tla r naaede dennegang dog ikke længer end til G o ttin gen , hvor et T ilbagefald tvang ham til en Uges O p­ hold. Han reiste videre og naaede Universitetsstaden Mar- burg, hvis gam le T aarne paa tidligere R eiser ofte forgjæves havde fristet C arit E tlar til et B esøg. H er maatte han atter b live liggen d e; men en higende U ro efter at naae Syd en drev ham op næste Form iddag. Hans nuværende H ustru var først i A p ril bleven tilkaldt som Sygepleierske, nu, da det syntes for silde. Hendes Hjerte gav hende K ra ft og hendes Fam ilies Opmuntring Mod til at overtage den ansvarsfulde P o st at ledsage den dødssyge og faderlige Ven paa hans store og maaske sidste R eise. 1 M arburg var der Konfirm ation hiin Foraarsdag. « Læ gern e gaae ikke ud en s a a .h ø i H elligdag,» lød H otelvæ rtens S v a r paa den ængstelige Kimen. E n sjælden F y ld e a f G røn t og Foraarsblom ster omgav den tause, svulm ende Lahnflod, der ilede gjennem Staden, Lu ften var mættet a f Duft og M alm klokkernes K lang fia den næ re Elisabethskathedral. Den S y g e laa reiseklædt og ventede med Féb erp uls paa H otelvognen, der skulde afhente de R eisend e til Syd toget. Fu ld a f B ek ym rin g ilede hans S ygep leiersk e i Sm ug til B yen s første Læ ge, Geheimerath M annkopff, C h ef for Stadens K lin ik , Professor ved det der­ væ rende U n iversitet, men blev afviist af Professoi inden, fordi de selv havde B arn i K irke .