CarlEtlarsMinder

2 14

E fte r denne N at var det kun enkelte D age, at S y g ­ dommen, en k ron isk B læ relidelse, tillod C arit E tla r at røgte sit Em bede. M idt i Ju leu gen maatte han gaae tilsen gs, for først i A p ril som en nedbrudt Mand at reise sig fra et sm ertefuldt Sy g eleie i hans tomme og eensomme Huus. P ed er Schram sagde den sidste G an g, de gam le Venner mødtes paa K o ngens N yto rv i 18 9 5 , at C a rit E tlar havde bragt ham glade T im er og mangen en frisk L atter under hans Sygeleie. « Je g har, ved den levende G u d, laant alle D eres B ø ger hos O rpheline, De veed, min D atter, og jeg har læ st dem hver eneste en, mens jeg laa syg, saa, har jeg glæ det Dem paa Theatret, saa har De ogsaa glæ det m ig. Je g kunde have L y s t til at spille Figu rern e. De skulde ik ke faae Skam a f m ig.» D er var Ingen, der havde fredet om D igterens eget S y geleie den V inter. E n skyfuld A prilaften forlod han for sidste G an g den B yg n in g i F red erik sb erg A llee, som han i Ungdomsmod havde reist over E n gen e, og H aven, i hvilken de fleste T ræ er og B u sk e havde _ en H istorie. Denne B u sk var kommen fra hiin H erregaard, dette Blomm etræ havde han hjembragt som P o d ekvist, indpakket i V o x, fra T rian on, M arie Antoinettes L y sth a v e ; denne P avillo n havde han og B rødren e reist, for at han der kunde have et fredeligt F r i­ sted for sin T an k e ; disse F løid øre havde han selv prydet med Stuccaturblom ster, A ftry k a f H avens levende P lan te r; M alerierne over Dørene vare enten a f ham selv eller a f Kamm eraterne, A . M elbye, Sørensen, Rum p , R o ed , Dahl. Denne Am or over Indgangsdøren var en a f Thorvaldsen egenhændig skjænket O rigin al-G ib safstø b n in g; ogsaa en lille