CarlEtlarsMinder

B rø l, der skulde sige: «H er er jeg ! hvor blive 1 af, der skal lukke m ig ind?» Oppe i Solgaden kom H uusbeboerne som sæ dvan lig lidt efter lidt ud a f deres Døre efter endt D agvæ rk og toge Plads paa Bæ nken e, der vare anbragte for hver Mands Huus. Døren til det ene H jørnested gik op, og en mæ gtig Person kom til Syn e. Han blev staaende og saae sig om. Det var Jø rg e n C hristian B ro sb ø ll, en a f B yen s anseete Mænd. Han var en høi og kraftig b ygget Mand, et H oved høiere end de fleste Andre. Hans H aar var m ørkt og k røllet, hans T ræ k dybe og karakteristiske, en skarp, kroget Næ se, lynende Ø ine og brun lig H udfarve. Jø rg e n C hristian traadte altsaa med Væ rdighed ud a f sin H uusdør og tryk k ed e V o xdu gskaskjetten fast paa H ovedet. K askjetten var om givet med en G u ld sn or, der for B esku eren betød det samme som R esp e kt for B ran dvæ senets H øvding, en B estallin g, der a f Jø rgen C hristian ansaaes for uhyre vigtig. «G od A ften , B ran din sp ektø r,» lød det ovre fra G jen- boens Steenbæ nk, hvorpaa der sad en ældre Mand, klædt i en slidt F rak k e. Paa H ovedet bar han en strik k et, blaa- stribet Bom uldshue, der endte i en Sp id s og Spidsen i en Dusk. Han havde længe siddet og seet sig om til de andre tre H jørnehuse, som om han ventede N ogen. B ran din spektøren nikkede over til G jenboen og drog en mæ gtig Fyrtø n d e op a f Lomm en, slo g Ild og tændte sin M erskum spibe. Manden derovre lagde sit Hoved med den blaastribede Hue tilbage mod Muren og stirrede betænksom op i L u ften , hvilken Iagttagelse endte med, at han trak paa Sk u ld eren og skottede over til G jenboen.