CarlEtlarsMinder

173

til var det saameget mere bevæget. Han gjennemlevede i sin stærke Fantasi med en Lidenskabsfylde, der i givne Øieblikke var istand til at hæve Mennesket til det Fuld­ komne, og uden hvilket intet Fuldkomment i Menneske­ naturen kan skildres, han gjennemlevede saaledes Sinds­ bevægelser, der berørte Sjælens dybeste Strenge, vel at mærke, ikke at forvexle med «Sjælens fineste Traade». Til Carit Etlars Eiendommeligheder hører hans Uvillie for alle udtværede og svævende Udmalinger af Hjerne- og Hjerte­ fornemmelser, der for ham sjældent fører til Andet end en vaagen Drømmetilstand, ikke til Handling, som dog bør være enhver sund Tankes og Følelses Frugt. Carit Etlar ytrede engang: «Jeg er egentlig kun et stort Hjerte, hvorved der hænger et Stykke Mandfolk.» Der ligger vist megen Sandhed i denne spøgefulde Bemærkning. Han søgte, som sagt, sine Forbilleder, hvor han selv vilde, reiste hvert Aar i sine Ferier, træt af Pen og Bøgei. Hans Reiser herhjemme gik oftest til Vesterhavet og Heden, hvor han helst opholdt sig saa ubekjendt og ubemærket som muligt, og hvor han blev tiltalt af Beboernes Sæder og naive Kraft. "Hans Udenlandsreiser strakte sig til Norge, Sverige, Tydskland, Schweitz, Tyrol, Frankrig, Spanien, Ungarn, Italien, Afrika. Overalt søgte og fandt han kun Et: «Naturmennesket i Naturen» og fandt ikke dette i det Raa og i det Platte, men i en opadstræbende Uberørthed. Naar han ikke var ude i Naturens Værksteder, «hvor de brygger Storhed» og hvor «Urkilder» springe, da søgte han ind til Sindsbevægelsens Værksteder, hvor andre Ur­ kilder flyde, og hvor anden Storhed biygges. «Hvorfra henter Carit Etlar disse Kvinder, stærke i