CarlEtlarsMinder

172

Jens Brock, Viben Peter, Salomon og Gorm og de andre bredbrystede Naturmennesker, ægte nordiske Fremtoninger, der engang - naar «de Dødes Sol», som Balzac kalder Berømmelsen, ogsaa lyser over Carit Etlar — maaske ville holde deres indtog som Nordens virkelige Børn, nede i Syden, hvor Pseudonorden saa længe har indtaget den Virkeliges Plads. Taine siger: «Jo mere oprindelig en Egenskab er, desto omfangsrigere er dens Herredømme. Men jo omfangsrigere dens Herredømme er, desto større bliver dens Varighed.» Heiberg skriver i sine «Intelligensblade», at Faa ere de lykkelige Heroer i Kunsten, der, beriget ved Studier, bevare deres Primitivitet, den første Oprindelighed. Hvor dette indtræffer, fremstaaer Originalitet. Etlar blev en af disse Lykkelige. Hans Prim itivitet, beriget ved Studier, forslog for hans eget Liv — tillige for Andre, der, som han selv, lykkeligt have bevaret deres Oprindelighed, — ogsaa for den udviklede Intelligens, som med kløgtigt Blik forstaaer at beregne og glæde sig over den sande Kulturværdi, en saadan Begavelse besidder, naar den anvendes 1 det Godes Tjeneste, — den rakte ogsaa til for den trætte Intelligente, der, efter at have gjennem- Pløiet Viisdommens Laboratorier, længes tilbage til Ung­ dommens primitive Poesikilde. For alle disse blev han «Carit Etlar». Det Seete beroer som bekjendt paa Øinene, der see, det Opfattede paa Evnen, der opfatter, det Følte paa Nerven, der modtager, kort sagt, efter Taine paa Organet. Er vor fonografiske Sangbund i Uorden, da ophører Melodiens Virkning. Udadtil forløb saaledes Carit Etlars Liv roligt; indad