CarlEtlarsMinder

171

Omraade overlegen, begavet Natur, dertil vel ogsaa Over- beviisningen om, at der kun fandtes faa aandelige Berøiings- punkter, Forstaaelse, mellem ham og hans Omgivelser — alt dette holdt ham fjernet fra Fortrolighed, og lod ham rimeligvns blandt Kollegaerne staae som den fremmede, vilde Fugl, der ikke kunde tæmmes, og som havde andetsteds hjemme. Etlar selv øste flittigt af Bibliothekets Bogkilde. Hans høie Skikkelse med den vuggende Sømandsgang vandrede sjældent hjemad gjennem Frederiksberg Allee uden at have Bøger under Armen, medens hans Blik under det kraftigt overskyggende Bryn søgte ud i det Fjerne — nærved syntes han ikke at bemærke Nogen. Han levede heller ikke sit Liv i sin egen Nærhed. Hans Værker, hvoraf nu en an­ seelig Række efterhaanden saae Dagens Lys nede i et lille afsidesliggende Havehuus, bleve mere og mere hans Tilværelses Hovedbegivenheder. Han gik op i sine Typers Oplevelsei, Sorger og Glæder og søgte sine Forbilleder, hvor han troede at finde dem, han construerede dem vel ogsaa ofte af egen Magtfuldkommenhed. Udadtil forløb Carit Etlars Liv tilsyneladende roligt uden nævneværdige Begivenheder, eller uden at følelig Paavirk- ning indadtil forrykkede Digterens Standpunkt eller Aands- physiognomi. Ingen af hans Eiendommeligheder udviskedes af Tiden, hans Individualitet syntes snarere med Aarene at blive mere udpræget, saaledes som det vel er Tilfældet med de fleste virkelige Personligheder. Et Hjuls Omdieining i den store Samfundsmaskine. Uden at ændse Kvalmen og Larmen rundt om vedblev han i disse mange Aar at fortsætte sin egen Vei i Kunstens Rige: at synge sine egne Sange. En efter en voxede de frem derude: Hervert, Vaabenmesteren, Svend, Ib, Palle,