CarlEtlarsMinder

170

I den lange Aarrække, Etlar herefter beklædte Em­ bedet ved Bibliotheket, erhvervede han sig mange Venner blandt virkelig Studerende, hvilket blev ham en stor Op­ muntring i den eensformige og trættende Virksomhed som ansvarshavende Udlaaner. Endnu idag modtager Carit Etlar Venskabsbeviser fra Bekjendte, erhvervede i nævnte Tidsrum. Af og til fortæller han ogsaa med et Smiil om Gjenvordig- heder og Conflikter med overfladiske Studerende eller Mor­ skabslæsere, der betragtede det kongelige Bibliothek som et Leiebibliothek. «De kan troe, fra min Pult deroppe lærer man at skjelne Bukkene fra Eaarene,» siger han. «Der kommer en Fyr med Hatten 1 Nakken og Cigaren i Munden og for­ langer højrøstet alt muligt, som han jo ikke altid Taaer, og saa bliver han vred og gjør sig uartig i Bladene. Og der kommer en stilfærdig Student, som gjennem Værk efter Værk møisommelig forfølger sit Studium — det var ligefrem en Velsignelse at kunne være saadan en Mand til Hjælp og Nytte. Derfor sad jeg der jo.» — Blandt Kollegaerne ved Bibliotheket mindes Carit Etlar med Eorkjærlighed nuværende Rigsarkivar Bricka, hvis stil­ færdige Grundighed og elskværdige Karakteer snart vandt Digterens Hjerte. Ligesaa Biskop Martensens Søn, For­ fatteren Martensen, som havde sin Kontorplads lige ¡verfor Etlars Pult. Som tidligere berørt hindrede dog vist Carit Etlars Eneboernatur ham ogsaa i disse Forhold i at slutte sig nærmere til dem, som Embedet bragte ham i daglig Be­ røring med. En ubændig Trang til kun at leve med egne, drømte Figurer, hvilket gjorde ham uforstaaende og fremmed­ artet i det Hverdaglige - tillige en stærk Uafhængigheds­ trang, der vist er uundgaaelig hos en saa energisk og i sit