CarlEtlarsMinder

169

med det Samme gaae over og hilse paa Grevinden. Hun vil maaske see Dig.» Carit Etlar forlod meget glad Gemakket, men var vist saa betaget af de lyse Fremtidsudsigter, at han lidt efter stod nede paa Slotspladsen uden at have søgt Audients hos Grevinden. Brosbøll fik virkelig Embedet, men blev uvenlig mod­ taget af den omtalte Embedsmand. «Jeg vil blot sige Dem, at vi ikke kunne omgaaes,». sagde denne hidsig. «Jeg maa da see at finde mig heri,» svarede Brosbøll og kastede sig med sin hele Energi ind i den nye Bestilling. Han maa alligevel snart have vundet Anerkjendelse som Em­ bedsmand, hvilket følgende Træk beviser: En Sommermorgen i 1853 kom Overbibliothekar Wer- lauff ud til Brosbøll i Frederiksberg Allee. Carit Etlar traadte netop ind fra Haven med en stor Skaal, fyldt af nyplukkede Jordbær, «vist flere Pund», forsikrer han. «Kom, sæt Dem, jeg har noget Godt at fortælle,» sagde den venlige, gamle Herre. «Jeg har ogsaa noget Godt til Dem,» sagde Brosbøll og holdt Frugtskaalen i Veiret. «De er udnævnt til Inspekteur ved det store kongelige Bibliotheks Udlaan,» sagde Werlauff paa sin stille Maade. «1 Sandhed, en herlig Stilling at leve sit Liv i Bøgernes Hjem.» — «Jeg blev som himmelfalden af Glæde,» fortæller Etlar, «og vidste i Øieblikket ikke bedre at udtrykke min Tak end stiltiende at sætte hele Jordbærskaalen hen foran den gamle Herre. Han var en stor Jordbærven og spiste til vor For­ undring med god Appetit Alt, hvad Skaalen indeholdt.»